Hoftesmerter
“God oplevelse hos Asger/Profundus! Efter grundig undersøgelse fandt han rette diagnose mht mine smerter i hofteregionen! Muskelspændinger (ikke behov for ny hofte) men fysio behandlinger!”
(Vagn, 77 år)
Hoftesmerter kan opleves som smerter i selve hofteleddet, i lysken, balden eller udstrålende ned mod benet. Smerterne kan skyldes både akutte skader, slid, nedsat bevægelighed eller ubalance i de omkringliggende strukturer.
Hoften er et af de største led i kroppen. Det består af et stort kugleled som forbinder lårbenet (femur) med bækkenet. Hofteleddet er vægtbærende og har en vigtig rolle i relation til bækkenet, knæene og lænderyggen. Mekanikken i benet består ikke kun af bøj og stræk. Vi skal kunne svinge, rotere, låse og låse op i knæ og hofte for hvert skridt vi tager. Derfor understøttes hofteleddet af et netværk af muskler, sener, ledkapsel, ledbånd og bruskskiver, der arbejder sammen for at sikre stabilitet, bevægelighed og styrke.
Hoften er et komplekst led, der er afgørende for mange af vores daglige bevægelser; gang, løb, at stå og sidde. For at hoften kan fungere optimalt, skal der være god balance og bevægelse i bækken, lænd, knæ og ankel, da ændringer i disse områder kan påvirke hofteleddet direkte. Selv de mindste problemer kan føre til betydeligt ubehag.
Årsager til hoftesmerter
Hoftesmerter kan have mange forskellige årsager, og smerten behøver ikke altid stamme fra selve hofteleddet. Nogle oplever smerter i lysken, andre i balden eller på ydersiden af hoften.
Typiske årsager inkluderer:
- Slidgigt (artrose) i hofteleddet
- Nedsat bevægelighed eller fejlstilling i bækken eller lænderyg
- Overbelastning af muskler og sener omkring hoften
- Irritation af slimposer (bursitis)
- Fald, sportsskader eller gentagne ensidige bevægelser
- Arvæv efter tidligere operation eller skade
- Problemer med nerver og/eller blodforsyning
Problemerne kan manifestere sig på forskellige måder; smerter ved aktivitet, i hvile, nedsat bevægelighed, stivhed eller endda følelsen af at hoften låser sig. Langvarige ubalancer i hofteområdet kan påvirke gangmønstret og føre til smerter andre steder – fx i knæ, lænd, bækken eller modsatte hofte.
Ved længerevarende smerter opstår der ofte spændinger og kompensationer i de omkringliggende muskler, som gradvist kan forværre problemet. Kroppen forsøger at aflaste det smertefulde område ved at ændre bevægemønster, hvilket kan føre til overbelastning af andre led.
Selv små fejlstillinger i hofte eller bækken, som ikke kan ses på røntgen, kan give store gener, men kan ofte identificeres ved manuel undersøgelse og behandles effektivt.
Behandling
Behandlingen tilpasses individuelt efter en grundig undersøgelse af hofte, bækken, lænd, knæ og ankel for at finde årsagen til smerterne.
Målet er at genoprette bevægelighed, styrke og stabilitet i og omkring hofteleddet, så du igen kan bevæge dig frit og smertefrit.
Behandlingen kan indeholde:
- Manuel mobilisering af hofte- og bækkenled
- Afspænding af spændte muskler og sener
- Styrke- og stabilitetsøvelser
- Optimering af blodgennemstrømning og vævsheling
En velfungerende hofte er afgørende for kroppens samlede bevægelse og stabilitet. Når hofteleddet bevæger sig frit og symmetrisk, mindskes belastningen på knæ, bækken og lænderyg – og du får en lettere og mere ubesværet bevægelse i hverdagen.